Gruppeforløb i klinikken
for dig som kæmper med en spiseforstyrrelse eller til dig som er pårørende

Når mad og vægt fylder
- Gruppeterapi for dig som kæmper med en spiseforstyrrelse
Når man kæmper med en spiseforstyrrelse, kan det føles både skamfuldt og ensomt. Ofte har man ikke nogen i sin nærmeste omgangskreds, man kan tale med om det som fylder, og selv hvis man har, kan det være svært at føle sig rigtigt forstået.
Sammen med min søde kollega, Trine, som er narrativ psykoterapeut hos trinekjaer.dk, tilbyder jeg gruppeterapi for dig som kæmper med en spiseforstyrrelse. Vi har forløb til behandling af anoreksi, bulimi, Binge Eating Disorder og atypisk spiseforstyrrelse.
I gruppen møder du ligesindede som kæmper med de samme udfordringer som dig, og som derfor forstår meget af det du står i. Målet er at skabe et trygt rum hvor deltagere og terapeuter møder hinanden med nysgerrighed, åbenhed og accept. Et rum hvor erfaringer deles og bliver modtaget på en ikke-dømmende måde, og hvor vi i fællesskab kigger ind i det som er svært og samtidig har blik for nye muligheder.
Forløbet består af ti sessioner, to individuelle sessioner ved forløbets begyndelse og afslutning og otte gruppesessioner.

Pårørendegrupper
Gruppeforløb for dig som er pårørende til et barn eller et ungt menneske
som kæmper med en spiseforstyrrelse

At være forældre eller anden pårørende til et barn eller et ungt menneske med en spiseforstyrrelse, kan være en meget stor følelsesmæssig belastning. Typisk vil man kæmpe med en masse følelser, alt fra angst og en dyb følelse af afmagt til vrede, skyld og skam.
Ofte har man negative følelser overfor den syge, og disse følelser kan være meget svære at erkende og forsone sig med, fordi de netop kan være forbundet med en stor skam- og skyldfølelse.
Ofte vil man også opleve en voldsom ensomhedsfølelse – en fornemmelse af at stå helt alene i en fortvivlende situation som man ikke kan se nogen løsning på. Fokus i en eventuel behandling vil typisk være på den syge, og som pårørende kan man nogle gange føle sig efterladt med en masse følelser som er svære at håndtere og som man ikke ved hvor man skal gå hen med.
I vores hyggelige lokaler i Holte, tilbyder vi en samtalegruppe for dig som er pårørende til en person med en spiseforstyrrelse, og som tænker det kan være godt at møde mennesker i samme svære situation som dig selv.
I gruppen skaber vi et rum hvor det bliver muligt at dele det som er svært.
Gruppen vil fungere som et frirum hvor der er plads til de tunge og ofte skamfulde følelser, og hvor vi møder hinanden med gensidig åbenhed og accept.
Vores erfaring er, at mødet med ligesindede kan afhjælpe noget af den ensomhedsfølelse man går rundt med som pårørende, og ved fælles udveksling af erfaringer, kan der opstå håb for fremtiden og et blik for handlemuligheder man ikke troede man havde.

Kontakt
Jeg vender tilbage på din henvendelse så hurtigt som muligt og inviterer til første samtale indenfor en uge. Så lægger vi sammen en plan for at hjælpe dig bedst muligt på vej.
For uddybende spørgsmål eller ved ønske om at bestille tid til en indledende samtale, er du meget velkommen til at kontakte mig på: